Det er egentlig meget længe siden, at jeg har følt mig godt tilpas. Jeg har ikke problemer med mit helbred. Men jeg har længe gået og følt mig skidt tilpas. Jeg er sur eller ked af det. Jeg ved ikke, hvorfor. Jeg kan ikke forklare det. Det er bare, som om jeg ikke kan finde mit glade jeg. Det er blevet væk. Måske har det noget at gøre med, at jeg flyttede ind til København for et lille års tid siden. Jeg fik et nyt job og følte, at det bedste for mig ville være at flytte tættere på det. Ellers ville det betyde mere end en times kørsel i bil hver vej, hver dag. Og jeg hader altså at køre bil. Det er ok ude på landet, hvor der ikke er så meget trafik. Men inde i byen. Nej, det er ikke mig. Jeg forsøgte at gøre det et par gange, men blev bare så bange.
Temperamentet
Mit temperament er ikke til bilkørsel i byen, må jeg bare konstatere. Men det kan jo ikke være grunden til, at jeg synes, at mit liv smuldrer. Og når jeg tænker rationelt over det. Så smuldrer det jo ikke. Jeg har et godt og vellønnet arbejde. Jeg har fået nogle venner, som jeg ser i ny og næ. Ok, jeg indrømmer, at jeg savner at bo på landet. Men jeg har jo foretaget et valg: Karriere.
Hvad med psykoterapi?
I de sidste uger har jeg talt lidt med en af de veninder, jeg har fra, dengang jeg boede på landet. Hun har foreslået, at jeg går til noget psykoterapi i København for ligesom at få løst op, for de tanker jeg måske, har, og som gør, at jeg ikke synes, at jeg har det godt.
Da hun foreslog det, blev jeg lidt usikker på, om hun mon mente, at jeg har et psykisk problem. Men den fangede hun og sagde, at jeg ikke er psykisk syg. Jeg har, bare brug for lidt hjælp til at komme videre, så mit gamle jeg også kommer med i den nye proces, som jeg har startet ved at flytte ind til byen. ”Det er der ikke noget ondt i. Og det kan ikke skade dig at tale med en professionel.”
Det er værd at prøve
Egentlig må jeg indrømme, at jeg ikke har lyst til at komme i psykoterapi, men jeg ved, at min veninde har ret. Det kan ikke skade. Tværtimod. Det kan måske hjælpe mig, så jeg kan grine og blive glad igen. Jeg har besluttet, at jeg vil ringe hende op i morgen og fortælle hende, at hun har fået mig overbevist om, at psykoterapi i København ikke er en dårlig idé. Og så vil jeg bagefter finde en psykoterapeut, som jeg kan få tid hos.
Men hvad skal jeg sige til en terapeut? ”Hej, jeg har det skidt og vil gerne tale med én, der kan hjælpe mig til at blive glad igen.” Kan man det? Det kan man vel. Jeg har jo set mange sites, hvor forskellige terapeuter skriver, at man bare skal ringe til dem, og få en snak.